Køb, salg og fremleje

Salg, fremgangsmåde

Ønsker De at fraflytte Deres andelslejlighed, skal opsigelse fremsendes skriftligt til andelsboligforeningens administration. I opsigelsen skal anføres:

  1. navn og adresse samt lejlighedsnummer.
  2. fraflytningsdato.

Samtidig indhentes eftersynsrapporter over el og VVS. Se punktet "El- og VVS eftersyn".

Syn af lejlighed

Samtidig med en bekræftigelse af Deres opsigelse modtager de et skema fra administrationskontoret.

I dette skema skal De oplyse om de forbedringer og mangler, som der er foretaget/forefindes i lejligheden. Forbedringer skal dokumenteres med kvitteringer.

Om forbedringer oplyses følgende:

  1. Forbedringernes art.
  2. Tidspunkt for forbedringerne.
  3. Pris med vedlagte regninger for forbedringerne.
  4. Byggetilladelser og ibrugtagningstilladelser for eventuelle byggearbejder.
  5. Skriftlig godkendelse fra offentlige myndigheder for eventuelle trælofter.
  6. Fakturaer eller installationsgodkendelser for el- og VVS arbejder.
  7. Oplysninger om de forbedringer, De overtog ved køb af lejligheden, og som stadig findes.
  8. Oplysning om faste eller særligt tilpassede inventardele, som ønskes solgt med lejligheden.
  9. Løse inventardele - løsøre.

I forbindelse med salget af lejligheden vil udgifterne vedrørende syn blive delt mellem køber og sælger.

El- og VVS eftersyn

På A/B Birkehave's  generalforsamling d. 17.4.2002, blev det besluttet, at der fremover skal foreligge rapporter fra autoriserede El- og VVS eftersyn af lejligheden, før den kan synes og efterfølgende sælges.

Andelshavere, der ønsker at sælge, træffer aftale med henholdsvis en autoriseret elektriker og en VVS-mand.

De gennemgår lejligheden's installationer for ulovligheder og defekter.

Der udarbejdes daterede og underskrevne rapporter.

Andelshaveren skal efterfølgende sørge for, at de ulovligheder og defekter, der er nævnt i rapporterne, bliver udbedret. Dette arbejde skal også udføres af en autoriseret håndværker.

Rapporterne samt oversigt og regninger over det udførte arbejde, afleveres sammen med det udfyldte "forbedringsskema" til synsmanden.

I første omgang betaler andelshaveren både for eftersynsrapporterne og arbejdet med udbedring.

I forbindelse med salget af lejligheden vil halvdelen af udgiften til eftersynsrapporterne blive refunderet sælger af køber.

I de fleste tilfælde vil det arbejde, der er blevet udført på baggrund af rapporterne, kunne skrives på som forbedring af lejligheden, og omkostningen vil derfor blive betalt tilbage til sælger ved salget. (Som eksempel kan nævnes, at udskiftning af en defekt termostatventil regnes som en forbedring, der kan skrives på synsrapporten, hvorimod rensning af en tilstoppet cisterne blot er almindelig vedligeholdelse, og derfor ikke vil blive skrevet på synsrapporten som forbedring.)

Andelshaveren vælger som sagt selv autoriseret elektriker og VVS mand til eftersynet. Det er en mulighed at træffe aftale med de håndværkere A/B Birkehave i forvejen benytter sig af. De kender ejendommen godt og er vant til at udføre både eftersyn og det efterfølgende udbedrende arbejde i Birkehave's lejligheder.

Altan ved salg

Hvis andelshaver betaler til det fælles altanlån, som opkræves sammen med den månedlige boligudgift, vil andelshaver ved salg få refunderet den del af beløbet, der vedrører afdrag på lånet.

Den del af beløbet, der vedrører renter, refunderes ikke.

Aflæsning af el og varme ved fraflytning

Sælger ringer selv til belysningsvæsnet, og får aflæst samt afregnet for forbrug af el og gas.

Varmemesteren sørger for aflæsning af varme.

Salg til ventelister

I henhold til vedtægterne kan man sælge til følgende personer i prioriteret rækkefølge:

  1. Nærmeste familie
  2. Intern venteliste
  3. Ekstern venteliste
  4. Egen køber

Man kan også bede bestyrelsen om at slå lejligheden op på det månedlige nyhedsbrev.

Intern venteliste

A/B Birkehave har en intern venteliste, hvor nuværende andelshavere kan blive skrevet op til en større lejlighed, en lejlighed i samme opgang/blok eller i en anden blok.

Alle andelshavere samt andelshavernes hjemmeboende børn kan skrives op på den interne venteliste, der administreres af administrationskontoret.

Rækkefølgen er efter anciennitet - dem, som har boet længst i Birkehave. Hvis børn flytter tilbage til forældrene, så starter ancienniteten forfra fra hjemflytningstidspunktet.

Ekstern venteliste

A/B Birkehave har også en ekstern venteliste for folk, der ønsker at komme til at bo i Birkehave. Det koster 100,00 kr om året at stå på denne liste.
Denne liste administreres også af adminstrationskontoret.

I perioder kan der være lukket for optagelse på den eksterne venteliste, da det ikke er rimeligt at skrive folk op og forlange penge for det, hvis der står over 100 personer på venteliste, og det således er temmelig usandsynligt, at de sidste får tilbudt en lejlighed før om mange, mange år!

Fremleje

I Birkehave må andelslejlighederne fremlejes i en periode, hvis man ikke selv kan bo i lejligheden, f.eks på grund af:

  • udstationering fra arbejde, el. uddannelse i en anden landsdel
  • forælderkøb
  • lejligheden kan ikke sælges
     

Midlertidig udstationering

 Lejligheden må max udlejes 2 år i alt, og lejeren skal godkendes af bestyrelsen. Efter de 2 år skal andelshaveren selv flytte tilbage eller sælge lejligheden.

Forælderkøb

Tekst kommer

Lejligheden kan ikke sælges

Fremlejen gælder i maks 2 år, og kan derefter forlænges for et år ad gangen med bestyrelsens godkendelse.

Lejligheden skal have været til salg i 3 måneder, og salgsindsatsen skal dokumenteres over for bestyrelsen.

Tillæg til lejekontakt ved manglende salg:

Lejeren er ved kontraktens indgåelse gjort bekendt med, at lejemålet er tidsbegræn-set for en periode af 2 år, d.v.s. til den , hvor lejeren uden videre skal fraflytte lejemålet. Lejemålet opsiges derfor ved kontraktens indgåelse til denne dato. Der er tillagt lejeren forkøbsret til boligen som andelsbolig, såfremt udlejer sælger boligen i lejeperioden eller i forbindelse med lejeperiodens ophør.

Andelsboligforeningen fortsætter salgsbestræbelserne vedrørende lejligheden og lejer skal give eventuel ejendomsmægler/køber adgang for besigtigelse af lejligheden.

Fremgangsmåde

Ved fremleje skal andelshaveren købe en lejekontrakt i en boghandel og udfylde den.

I lejekontrakten udfyldes diverse felter samt tilføjes evt. særaftaler og bemærkninger.

Det skal fremgå, hvad andelshaveren normalt betaler i reel husleje (husleje og varme).

Ud over dette kan der laves særaftaler, hvor lejer betaler lidt ekstra, fordi lejligheden udlejes møbleret og lign. Dette skal fremgå tydeligt af lejekontrakten.

Det skal fremgå af lejekontrakten, at fremlejen er for max. 2 år.

Desuden skal anføres, at lejeren skal følge A/B Birkehaves ordensregler, som beskrevet i denne velkomstmappe. Det er andelshaver, der sørger for at gøre lejeren bekendt med mappen.

 Når lejekontrakten er udfyldt, tages 3 kopier: 1 kopi til andelshaver, 1 til lejer, 1 til bestyrelsen.

Herefter afleveres originalen + 1 kopi til et bestyrelsesmedlem, der gennemgår kontrakten.

Hvis alt ser ud til at være i orden, underskrives den originale lejekontrakt af min. 2 bestyrelsesmedlemmer, og stemples.

Bestyrelsen sender originalen til administrationskontoret. Bestyrelsens kopi arkiveres i mappen under den pågældende lejlighed.

 Andelshaveren har ansvaret for lejeren. Hvis der eksempelvis klages over en lejer, sendes klagen til andelshaveren, som så skal få "sat skik" på lejeren, eller sætte ham ud.

Altan

På generalforsamlingen 1997, blev det besluttet, at tillade andelshavere at indfri deres del af “projektlånet” fra altanprojektet, kontant.

På grund af kurstab og rentetab i forbindelse med kreditforeningernes opsigelsesbetingelser, vil medlemmets til enhver tid værende restgæld blive tillagt et gebyr på 3 %.

Beløbet indbetales efter aftale med administrationskontoret.

Den særskilte ydelse overfor medlemmet vil derefter bortfalde fra og med den førstkommende måned, såfremt beløbet er administrationen i hænde senest den 17. i en måned.
 

Kælder og skakt nøgle

Kældernøgle og skaktnøgle skal altid afleveres ved fraflytning, ellers trækkes et beløb ved afregning.

Lås på hoveddør

Det er en god ide at få lagt låsecylinderen om eller udskifte hoveddørslåsen helt, når man overtager en lejlighed.

Det kan være svært at vide, om man har fået udleveret alle de nøgler, der hører til lejligheden, eksempelvis hvis der har været udleveret flere nøgler til hjemmeplejen og lign.